Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

”Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der……”

Den kendte strofe fra Højskolesangbogen passer på en prik. Der, hvor vejen ned mod Vedbøl Sø slår et lille sving, ligger der et hus så smukt. I læ af bølgende bakker og med søen som nærmeste nabo.

Derimod kniber det med sammenligningen, når H. C. Andersens i sin sang fra 1829 noterer, at ”væggene er lidt skæve og døren synker halvt i knæ”.

Ingen vægge er skæve og ingen døre hænger i det hus, som Henrik Rønnow – socialdemokratisk borgmesterkandidat – med egne hænder har restaureret fra A til Z.

Huset – eller rettere den lille, faldefærdige ejendom på marken uden for Vedsted – overtog Henrik Rønnow sammen med fru Glennie i 1992. Næsten et år gik med at rive det meste ned, bygge op igen og bygge til.

I dag kan forbipasserende beundre det Rønnowske domicil på omkring 200 kvadratmeter. Bygget op som et U med beboelse, garage og lagringsrum.  Gulpudsede mure, røde teglsten, sprossede vinduer og piggede brosten i gården.

- Vi boede under en presenning med en stikkontakt og en vandhane i det år, vi restaurerede huset, erindrer borgmesterkandidaten, der aldrig tidligere havde haft en hammer eller en murerske i hånden. Det har han så til gengæld haft mange gange siden, når han har udført små-projekter i den gule ejendom ved Vedbøl Sø.

- Jeg bliver selvfølgelig glad, når fagfolk roser mit håndværksarbejde. Og det giver mig en kolossal tilfredsstillelse at bruge mine hænder ind i mellem alt det andet, jeg laver, erkender Henrik Rønnow – kendt som trompetist gennem 32 år i Slesvigske Musikkorps. Men naturligvis også som en toneangivende lokalpolitiker de seneste otte år i Haderslev Byråd.

Corona-pandemien sidste år fik Henrik Rønnow til at kaste sig ud i endnu et håndværks-projekt. I 2018 købte han fem får og efterfølgende lykkedes det ham at erhverve 1,2 hektar af de omkringliggende bakkedrag til græsning til fårene. Men der manglede en stald og en lade. Og så var det frem med hammer, sav og betonblander igen.

I foråret 2021 har Rønnow endnu ikke færdiggjort sit projekt, for selvom trompeten i SMUK har været på corona-standby, har der været nok at se til på den politiske front.

- Men jeg skal nok blive færdig til næste vinter, lover Henrik Rønnow sig selv, der forklarer sin interesse for får således:

- Vi bosatte os herude for at være i naturen. Her er rovfugle, råvildt og mange andre vilde dyr, som vi nyder at iagttage sammen med det flotte landskab. Så fik jeg idéen om at supplere med får. Og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.

Henrik faar

Henrik Rønnow nyder at kigge på og omgås de uldne væsner, der i dette forår gav ham en halv snes lam.

- Når man arbejder så mange timer, som jeg gør, er det enormt afstressende at komme hjem, sætte sig på en træstub og bare se dyrene løbe hen mod én. Så kommer smilet frem og blodtrykket falder….

 Borgmesterkandidaten erkender, at der også er et avlsaspekt i at have får. Det at kunne frembringe det lækre lammekød, som både han og familien elsker.

I det hele taget satser familien i det gule hus, hvor vejen slår en bugt, en del på at være selvforsynende. Fru Glennie holder høns og vagtler. Det giver dagligt masser af æg. 25 frugttræer og en stor urtehave sørger for grønt.

- Det giver en utrolig tilfredsstillelse at spise det, man selv har avlet, fastslår den 57-årige borgmesterkandidat.

Henrik kontor

 

rodrose hvidkant150