Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Kim Kabelka trump

Smilet er jo den korteste vej mellem mennesker

Til kommunalvalget i 2017 lejede han en pølsevogn til sin valgkamp. Kørte rundt i lokalområdet og uddelte gratis hotdogs med røde pølser. Og blev landskendt, da hans våben i valgkampen - pølsevognen - i et uheld blev smadret i et sammenstød med et vejskilt. Det fik medier i hele Danmark til at omtale den opfindsomme og uheldige Haderslev-politiker.

Men ved valget fik Kim Kabelka 462 personlige stemmer og nåede sit mål: at blive valgt ind i Haderslev Byråd.

Nu genopstiller den 47-årige socialdemokrat til kommunalvalget 16. november – og minsandten om ikke han har indledt sin valgkamp med endnu et utraditionelt initiativ. Se bare på billedet herover med teksten “Make Haderslev Great Again”. Ingen er næppe i tvivl om, hvor det udsagn kommer fra.

Men hvordan pokker er Kabelka kommet på den idé? Og er det nu klogt at lave sjov med henvisning til en vis Trump?

_ Klogt? Det ved jeg ikke. Men jeg synes, man nogle gange skal have mod til at kaste sig ud i noget utraditionelt. Og gerne med nogle stænk af humor. Det er der for lidt af i politik. Selvom man jo ellers siger, at smilet er den korteste vej mellem mennesker, lyder det fra Kim Kabelka.

Forklaringen på billedet af Kim Kabelka med den spøjse tekst og spøjse iklædning er ellers seriøs nok – som udgangspunkt. Han bad en af sine elever på Syddansk Erhvervsskole i Vejle om at tage et billede af sig i en undervisningssituation. Til brug for en illustration til artiklen på www.sochaderslev.dk under fanen “Bag om kandidaterne”.

Det ønske fra lærer Kabelka tændte eleverne i hans klasse en sådan grad, at kreativitet og engagement accelererede til de helt store højder.

Resultatet blev altså et omformuleret Trump-citat og en kandidat-foto, der har meget lidt tilfælles med udseendet af benævnte eks-præsident. Og for den sags skyld en lærer på Syddansk Erhvervsskole.

rodrose hvidkant150

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.