Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Jimmi Hendrix strømmer ud af højttaleren med sin hæse stemme og sit ekvilibristiske guitarspil, mens vi sidder ved spisebordet i den hyggelige stue på Clausensvej.
 
_ Ja, musik er min store lidenskab. God gammeldags rock og alle mulige andre genrer, smiler John Lauridsen, mens hans kone fra stuen ved siden af spørger, om hun skal skrue lidt ned. Det er ikke nødvendigt.
 
Nu bliver der noget mere tid til den lidenskab, for den 70-årige profil gennem en lang årrække i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen bad sig forleden fri for jobbet som næstformand i partiets Haderslev-kreds, da kredsen holdt generalforsamling.
 
For seks år siden gik han på efterløn efter at have været faglig sekretær i snedker- og tømrerforbundet i mere end 25 år. Plus diverse tillidsposter. Blandt andet som formand for LO i Haderslev - det, der nu hedder LH Sønderjylland.
 
John 1
 
_ Da jeg gik på efterløn, troede jeg, jeg fik mere tid. Sådan har det ikke helt været, så nu vil jeg altså gerne have den tid. Jeg har jo også et hus og jeg har en kone, smiler John Lauridsen som forklaring på, at han dropper ud af kredsbestyrelsen.
 
Det er en vaskeægte slider, kredsbestyrelsen må vinke farvel til. Han har siddet i bestyrelsen siden 2000 og har været med til at tage slæbet ved samtlige valg til EU, folketing, region og byråd siden da. Ofte et regulært rugbrødsarbejde med organisering af valgkampene og praktisk arbejde med uddeling af foldere, opsætning af plakater og andre gøremål. En af hans mange fortjenester har også været tilrettelægning af den årlige 1. maj-markering.
 
_ I store perioder har det været et fuldtidsarbejde, der har krævet rigtigt mange timer. I min fritid. Men jeg føler mig nu hverken slidt, træt eller gammel, understreger John Lauridsen, der ikke helt slipper det organisatoriske arbejde i det parti, han har været medlem af siden 1974. Han fortsætter nemlig som næstformand i Socialdemokratiets partiforening i Haderslev.
 
Jimmi Hendrix er for længst tonet ud af højttalerne og afløst af andre af de rockklassikkere, som John streamer via internettet. 
 
Musikken er i øvrigt ikke hans eneste lidenskab og fritidsinteresse. Det vil fodboldfans kunne bevidne. For i små tyve år - sådan nogenlunde lige så længe som Sønderjydske har eksisteret – har John haft sin helt faste plads øverst på øst-tribunen på Sydbank Park. I øvrigt med Jens Christian Gjesing på sædet ved siden af. 
_ Vi var oprindeligt fire med faste pladser på rækken. Nu er de to døde, så vi sidder på de yderste, skæmter John Lauridsen, der nu er i helbredsmæssig fin form. Medicin sikrer, at hans blodtryk holder sig på normalen. 
 
På generalforsamlingen i Socialdemokratiets Haderslev-kreds blev Torben Pedersen i øvrigt valgt som ny næstformand. Partiets folketingsmedlem Jesper Petersen orienterede blandt andet  om regeringens seneste tiltag, mens byrådsmedlem og gruppeformand Henrik Rønnow berettede om forberedelserne til kommunalvalget 16. november.

rodrose hvidkant150

Fokus 5a

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.