Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Det begyndte med, at en af hendes tillidsmands-kollegers skulle giftes. Borgerligt. Maria Glinvad Damgaard var lige blevet valgt til Haderslev Byråd, og så spurgte kollegaen hende, om hun ville stå for vielsen af hendes søn.

Selvfølgelig, lød svaret, selvom det ikke lige var sådan en tjans, 29-årige Maria havde forbundet med det at være byrådsmedlem. 

- Jeg var også lidt nervøs. Men det var smadderhyggeligt og en dejlig oplevelse, husker den nu 41-årige socialdemokrat, der i sine snart 12 år i byrådet efterhånden har foretaget rigtigt mange vielser.

- Ja, det har grebet om sig, og det er jeg glad for. Jeg er meget nysgerrig af natur og synes, det er spændende at møde mange forskellige mennesker. Ikke mindst i en glad og positiv situation, som en vielse jo er.

De borgerlige vielser foregår ofte i byrådssalen på rådhuset. Men Maria Damgaard bliver også bedt om at komme hjem til de giftelystne. Eller foretage ritualet andre steder.

- Jeg har viet folk i deres køkken, stue og i det fri med Roskilde Fjord som baggrund, men også mere højtidelige steder. Som for eksempel i hindutemplet i Skrydstrup, hvor jeg har været et par gange. Det er selvfølgelig helt specielt og anderledes. En helt anden kultur og utroligt spændende. Uanset stedet, så er det altid meget højtideligt.

Selv er Maria Damgaard ikke blevet gift. Endnu. Hun er stadig kæreste med Anders, som hun mødte, da hun i 2001 vendte hjem efter et halvt år som au pair i England og begyndte at læse til lærer i Haderslev. Mens hun gik på seminariet, mødte hun i 2003 Anders.

- Vi føler ikke, vi har behov for at have papir på hinanden. Det er ikke papiret, der betyder noget, mener giftefogeden, der altså selv lever på polsk. Hun synes, det er ok at der ikke står samme efternavn på postkassen.

- Jeg har aldrig været den type, der har gjort som alle andre, men nærmere fundet min egen vej. Så nej, vi har ikke snakket om at blive gift. Men, men. Det kan jo være, at papiret alligevel kommer ind i billedet på et tidspunkt…..

Parret har sammen datteren Kathrine på seks år, og den lille familie flyttede i oktober 2018 fra en lejlighed i Højgade i Haderslev til et hus på 186 kvadratmeter med lille have i Skolegade – lige på den anden side af supercykelstien og med nærmeste udsigt til det gamle rådhus.

- Huset er godt hundrede år gammelt, så der er lige nogle ting, der skal ordnes. Sådan efterhånden, smiler Maria Damgaard, der laver det hun kan ved huset sammen med kæresten Anders. Nogle ting skal Maria holde igen med, da hun år tilbage gennemgik hun to operationer for diskusprolaps.

Ligger hendes kompetencer ikke lige på det fysiske felt, findes de til gengæld på det pædagogiske. Som lærer arbejder hun på tredje år med børn med særlige behov i specialklasser i folkeskolen. En opgave, hun stortrives med.

- Jeg kan virkelig godt lide at undervise børn med særlige behov. Det er en spændende, pædagogisk udfordring.

I det hele taget er Maria Damgaard typen, der kaster sig ud i komplekse sammenhænge. Eller altid stikker næsen frem, som hun selv siger. Det er dybest set derfor, hun gik ind i lokalpolitik og blev valgt til byrådet i 2010 – 29 år gammel.

- Det begyndte et par år tidligere, da jeg som ansat på Hammelev skole bød ind som tillidsrepræsentant. Uden ret megen erfaring som nybagt lærer, fortæller Maria Damgaard, der mener, at to ting driver hende i hendes politiske virke:

Nysgerrighed på mennesker og en retfærdighedssans, der får hende til at reagere på uligheder i samfundet. Især når ulighederne går ud over børn.

- Så kan jeg altså ikke lade være at blande mig og forsøge at rette op, siger hun.

Maria 5

Maria Damgaard foran det gamle rådhus. Hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen første gang som 29-årig.

 

 

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.