Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Er der noget at sige til, at hele familien Rytz Nielsen i Nustrup gik i knæ, da den ene af tre døtre mistede livet i en cykelulykke i Odense sidste år. 34 år gammel.

I februar-vejr med regn og rusk væltede Annette på en cykelsti og slog hovedet direkte ned i fortovskanten. Måske var det et vindstød eller en sten på vejen. Ingen ved, hvad der under overhalingen af en anden cyklist fik Annette ud af balance. 

I ambulancen fik hun hjertestop, men det lykkedes ambulancefolkene at genoplive hende på vej til det Odense Universitets Hospital, hvor Annette til daglig arbejdede som intensivsygeplejerske. Men 11 timer efter ulykken – klokken 01:51 – blev hun erklæret hjernedød.  

- Det var selvfølgelig et kæmpechok for os alle. Vi kunne ikke fatte, at det var sket. At Annette pludselig ikke var mere, siger Kurt Schmidt Nielsen om den mørke vintereftermiddag, hvor tragedien ramte ham og hans familie – hustruen Heidi og parrets to øvrige døtre, Malene og Louise.

Familien er stadig mærket af sorgen og savnet. De modtog alle professionel hjælp efter ulykken. Kurt Schmidt Nielsen blev hjulpet af kinesiologi, de øvrige fik psykologhjælp.

Men det har været svært for familien at få tilværelsen op at stå igen. Kurt Schmidt Nielsen havde en god arbejdsplads hos Nordisk Dæk Import, Brørup, som med varme og hengivenhed bakkede op om den situation, han var kommet i.

- Men vi har været lammede. Det har ikke været nemt at holde modet oppe, erkender 65-årige Kurt Schmidt Nielsen. Han havde længe gået og overvejet, om han i november i år skulle stille op til kommunalvalget for tredje gang. Men havde grundet omstændighederne svært ved at tage beslutningen.

- Den tog jeg så til Heidis 60 års-fødselsdag, hvor hele familien var samlet og erklærede, at den ville bakke mit kandidatur op, fortæller Kurt Schmidt Nielsen, der har været medlem af Socialdemokratiet siden 2012 og kasserer i Haderslev Kredsen siden 2013.

Med til den runde fødselsdag var også Emma, der var gift med Annette. Hun er fortsat stærkt knyttet til familien i Nustrup. Parret havde kendt hinanden i to og et halvt år.

- En dag ringede Annette hjem til os og fortalte, at hun skulle på date med en pige, som viste sig at være Emma. Det var første gang, hun fortalte, at hun var til piger, fortæller forældrene og trøster sig med, at deres datter ikke alene nåede at opleve et kort, men lykkeligt ægteskab, men også havde et godt og oplevelsesrigt liv sammen med Emma.
Annette rejste gerne ud i verden og nåede som 30-årig på en fem uger lang alene-rejse at få opfyldt sin helt store drøm: at opleve alle de berømte steder i Australien.

- Det er trods alt dejligt at tænke på de mange gode ting, Annette nåede at opleve i livet, lyder det fra Heidi og Kurt Schmidt Nielsen, der også midt i sorgen glæder sig over en anden ting. Annette var organdonor, og hendes nyrer, lunger, hjerte og lever blev skænket til fem forskellige mennesker.

- Ja, det er underligt. Den ene dag får vi et forfærdeligt telefonopkald. Den næste dag modtager fem andre mennesker et livsbekræftende opkald. Men vi er glade for, at Annette også i den situation gjorde noget godt for andre.

Som 65-årig er det selvsagt svært at få nyt arbejde. Især i Kurt Schmidt Nielsens tilfælde, for han har aldrig brugt sin uddannelse som klejnsmed. I 22 år arbejdede han som rejsemontør for Brødrene Grams Iskrem afdeling. Op mod 220 dage om året over hele verden. I 2007 stoppede han for at få et fast liv med familien i Nustrup, og siden har han været i arbejde i forskellige faglærte jobs. Afbrudt af perioder som arbejdsløs, som det er tilfældet nu.

- Han har det forfærdeligt. Han tror, ”han skal dø”, når han ikke har noget at stå op til, konstaterer Heidi Rytz Nielsen.

Men det har hendes mand trods alt nu. Om få måneder begynder valgkampen for alvor. Kampen for at få en plads i kommunalbestyrelsen for Haderslev Kommune. For fire år siden var Kurt Schmidt Nielsen kun ganske få stemmer fra at komme ind.

- Denne gang håber jeg, det lykkes. Selvom det jo traditionelt er Venstre-land herude. Men uanset partifarve kan man regne med, at jeg vil kæmpe hårdt for Nustrup og de andre landsbyer i kommunen, fastslår Kurt Schmidt Nielsen.

IMG 1631

Kurt Schmidt Nielsen med familiens kæledægge, Zaza, i haven i Nustrup.

 

 

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.