Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Man har pligt til at bruge det liv, man har fået. Også selvom man bliver ramt af begivenheder, der slår en ud af kurs. Nogle vil nok sætte sig ned og give op. Men sådan en type er jeg ikke. Jeg bliver bare endnu mere stålsat på, at jeg skal videre og udnytte den tid, jeg er her…

Klar melding fra Karin Anker, kandidat for Socialdemokratiet til valget 16. november.  Og det er vel at mærke ikke tom snak, hun kommer med. Den 56-årige kvinde fra Bevtoft har om nogen oplevet en af tilværelsens allermest sørgelige sider:

At miste et barn.

Det skete for 14 år siden, da hendes dengang 16-årige datter døde som følge af en transplantation af hjerte og lunger.  Datteren var syg hele sit korte liv. Hun blev hjerteopereret som etårig, toårig og seksårig uden at blive helbredt, og hun måtte ofte bruge kørestol, fordi hun ikke havde luft til selv at bevæge sig rundt.

- Det er klart, at Carolines svære sygdom og død har præget både mit og hendes to år yngre søster, Josefines liv. Men jeg vil ikke ynkes. Det er ikke derfor, jeg nu fortæller om Caroline.

Til gengæld håber Karin Anker, at hun med sin historie kan indgyde andre i svære situationer livsmod, selvom døden gør det svært.

- Men Josefine og jeg er jo stadig i live. Hun er i dag 27, har det godt, bor i København og har en bachelor i jordbrugsøkonomi. Og jeg trives bedst med at involvere mig og være aktiv i mange forbindelser.

- Døden og sorgen må ikke forhindre os i at leve videre. Man skal man blive ved at kæmpe for det, man ønsker at opnå og ikke give op, fastslår Karin Anker, der til daglig bestrider et job som distriktsskoleleder i Tønder Kommune.

Hun er født og opvokset på Lolland, men har boet det meste af sit liv i København og Rødovre, inden hun i 2015 flyttede til Sønderjylland og Bevtoft for at bo sammen med sin kæreste, Torben.

Hun blev skilt fra sine børns far, da de var små. Hun og hendes fraskilte mand valgte herefter at bo i praktisk nærhed af hinanden, og Karin Anker boede derefter alene, hver anden uge med sine to døtre.

- En svær tid, ja. Men bestemt også en god tid i mange henseender. Vi tog en dag ad gangen. Og vi besluttede hele tiden at foretage os ting, som kunne give os nogle gode oplevelser sammen. Teater, koncerter, ture og rejser. Blandt andet til Venedig og Paris. Man kan faktisk det meste med en kørestol.

Karin Anker arbejdede som lærer, mens Caroline levede. Men hun havde også overskud til at involvere sig i Hjerteforeningens indsats for hjertesyge børn. I ti år var hun aktiv i foreningens børneklub og var blandt andet med til at arrangere kurser for familier fra hele landet.

Et krævende job som Distriktsskoleleder for fire af Tønder Kommunes skoler har heller ikke forhindret Karin Anker i at påtage sig eksempelvis bestyrelsesarbejde på gymnasiet i Tønder – og kaste sig ud i politisk arbejde.

Allerede i 2017 stillede hun op for Socialdemokratiet uden at blive valgt, men dog med så mange stemmer, at hun blev partiets anden-suppleant. Flere gange i perioden har hun indtaget en stol i byrådssalen til det månedlige møde.

- Jeg brænder især for uddannelsesområdet. Det kan nok ikke undre nogen. Jeg synes, det er vigtigt at skabe lige muligheder for alle unge i kommunen. Uanset hvilket socialt miljø de kommer fra.

Forholdet mellem land og by er også et område, Karin Anker har fokus på. Hun vil meget gerne tale landområdernes sag, hvis hun bliver valgt ind i det ny byråd. Området fra Vojens og resten af kommunen mod vest - Skrydstrup, Over Jerstal, Gram og selvfølgelig Bevtoft, hvor hun bor.  

Karin Anker 2

Gram er en fantastisk og charmerende by, mener Karin Anker – her foran et af byens omdrejningspunkter, fritidscentret

 

- Ikke ret mange andre kandidater til valget bor herude. Så jeg betragter mig selv som ”Midtlandets stemme”. Men uddannelse og alle andre emner skal selvfølgelig ses i et perspektiv for hele Haderslev Kommune og i et samspil mellem centerbyen Haderslev, de to andre centerbyer og landet, pointerer den socialdemokratiske kandidat, der glæder sig til at komme ud og tale med og om det, det hele handler om – borgerne i Haderslev Kommune.

 

.

rodrose hvidkant150