Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Han samler hverken på frimærker, spiller golf eller løber maraton i sin fritid. Claus Dall har en helt anden passion, når han holder fyraften fra jobbet som kultur- og idrætskonsulent i Vejle Kommune.  Så er han frivillig foreningsmand. Mere præcist formand for Haderslev FK, der med omkring 1200 medlemmer og 350 frivillige trænere, ledere og hjælpere er en af landets største fodboldklubber.

Den 57-årige jurist har været aktiv i HFK i 20 år og har stået i spidsen for klubben de seneste otte.

Det er indhentede erfaringer fra den opgave, der har lagt kimen til hans beslutning om nu at gå ind i politik. Erfaringer, der naturligvis også skal sammenholdes med dem, han har gjort sig i jobbet i Vejle Kommune og hans tidligere job som chefkonsulent, teamleder og jurist i Haderslev Kommune gennem 22 år.

Det er erfaringer, der kan sammenfattes i to ord: Samarbejde og udvikling. Det ord vil han tage med sig ind i byrådssalen, hvis han bliver valgt til november.

- Jeg vil simpelthen gøre alt for sikre, at det ny byråd kommer til at samarbejde bredt. Kun på den måde kan vi skabe et mere markant udviklingssyn. Det gælder både inden for bosætning og erhverv, men fuldt ud lige så meget inden for kultur og idræt, fastslår Claus Dall.

Den socialdemokratiske byrådskandidat vil også slå et slag for, at samarbejdet mellem kommune, borgere, foreninger og erhvervsliv nytænkes. Eller samarbejdet mellem kommune og civilsamfund, som den socialdemokratiske kandidat ynder at kalde det.

- Jeg har altid godt kunnet lide at samarbejde og skabe noget sammen med andre. Det har jeg gjort gennem fodbolden i de sidste 20 år, i arbejdet med venskabsbyerne i min tid ved Haderslev Kommune, gennem elitesporten og i andre sammenhænge, siger Claus Dall, der i det tidlige forår 2019 oplevede at blive udnævnt til Æreshertug i Haderslev Kommune. Blandt andet for sit mangeårige arbejde som frivillig leder i HFK.

Det er et arbejde, der har fyldt og stadig fylder meget i Claus Dalls hverdag. Han skønner, at han bruger omkring de 20 timer om ugen på den klub, han kalder ”fantastisk med et stort frivilligt fællesskab med stærke personligheder og rigtigt mange ildsjæle.

- Vi løfter i flok, og sammen når vi mange resultater til glæde for medlemmerne i klubben og for Haderslev.  Jeg mener, vi kan gøre det samme i kommunalbestyrelsen, hvis vi altså også her løfter i flok og samarbejder….

Med opbakning fra sin kone Tine og øvrige familie regner han stadig med at kunne overkomme det hele, hvis han bliver valgt til kommunalbestyrelsen. Arbejde, formandsjob i HFK og den politiske opgave. For han brænder for det hele.

Men han brænder faktisk også for endnu en interesse, som han har dyrket fra barnsben. Bogstavelig talt. At rejse.

Da han var halvandet år, blev han anbragt i en lift på bagsædet af forældrenes nye Volvo Amazon. Med en campingvogn spændt bagefter gik turen til Spanien og Costa Brava.

Det var Claus Dalls allerførste udlandsrejse. Lige siden har han rejst over det meste af verden.

De fleste lande i Europa, Indien, Nepal, Tibet, Kina, Thailand og andre lande i Østen samt et ét årigt studieophold i USA er det bl.a. blevet til. Rygsækken er fyldt med erfaringer og oplevelser langt væk fra Haderslev og den by, Claus Dall voksede op i: Gram.

- ”At rejse er at leve” sagde H. C. Andersen. Det har jeg virkelig gjort og gør skam stadig nogle uger hvert år. Nu gerne sammen med børn og børnebørn, når det er muligt.

- Samtidig er jeg bestemt rodfæstet i min by og kommune, og jeg går ind i politik med fuld musik. Målet for mig er, at kommunen skal gøres endnu mere attraktiv at bo og leve i, siger Claus Dall og tilføjer smilende:

- Men jeg mener samtidig også, at det er vigtigt, at man kommer ud i verden, får set sig om og lærer noget nyt. Det vil jeg i hvert fald blive ved med. Og så bliver jeg så dejligt glad, når jeg efter en rejse er hjemme igen og svinger ind i indkørslen til vores hus i Nederbyvænget.

Claus D folder 3 

Som formand bruger Claus Dall 20 timer på sit frivillige arbejde i HFK.

:

 

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.