Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Det kneb med pladsen i hendes mors mave, da Julie Juhler blev forløst ved kejsersnit. Sammen med tvillingesøsteren Mia. Julie blev klemt i sin mors mave, og det gik ud over hendes højre ben og hofte. Så slemt, at hun kom til verden med hofteskred, klumpfod og et beskadiget knæ.

I dag er Julie 26 år, og hun er stadig til en vis grad hæmmet af den uheldige forløsning, der blandt andet har betydet, at hun er blevet opereret op mod 20 gange. Første gang, da hun var blot to uger gammel.

Da hun kom til verden, var også Julies højre ben seks centimeter kortere end det venstre. Men det klarede lægerne med to operationer, da hun gik i henholdsvis 9.- og 10. klasse. Siden har hendes ben været lige lange.

Ikke desto mindre har Julie gennem årene været forhindret i at deltage i nogle af de fysiske aktiviteter, som f. eks. hendes tvillingesøster Mia udøver. I modsætning til Julie var Mia begunstiget af en helt normal forløsning.

- Jeg har for eksempel aldrig kunnet tage til musikfestival, spille fodbold eller tage på cykel- eller vandreture. Nogle af de ting, jeg ellers gerne ville.

Takket være en elcykel kommer Cecilie alligevel fint rundt på en tohjulet. Faktisk træder hun så flittigt i pedalerne, at det i gennemsnit bliver til en snes kilometer hver dag.

Juhler må dog også besøge fysioterapeuten to gange om ugen for at holde smerterne i ave. En motionscykel og styrketræning i træningscentret er ligeledes med til at dæmpe generne og holde gang i muskulaturen. Men Julie kan forudse endnu en operation og udskiftning af en hofte, når hun bliver ældre.

- Det sker et par gange om året, at jeg kan blive lidt nedtrykt. Men jeg klager altså ikke. Ingen skal have medlidenhed med mig, for jeg synes faktisk, at jeg har en rigtig god livskvalitet.

Kniber det med at boltre sig fysisk, formår Julie til gengæld at give den hele armen på et helt andet felt: Det politiske.

Hun var 14, da hun meldte sig ind i både Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Socialdemokratiet, og brugte i de unge år al sin energi på det politiske arbejde. Derfor er det faktisk en erfaren kvinde i den demokratiske proces, der nu stiller op til kommunalvalget i Haderslev den 16. november for Socialdemokratiet.

 - Jeg er stadig medlem af DSU, hvor jeg fortsat bruger nogle kræfter. Blandt andet på at skrive til medlemsbladet, forklarer Julie, der bor i Århus frem til sommer. Hun skal lige have færdiggjort sin uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole. Men så flytter hun også hjem til Haderslev. Hjem til byen, hvor hun er født og vokset op. Hjem til valgkamp. Og hjem til sin familie, der foruden tvillingesøster Mia som foruden tvillingesøster Mia består af moderen og hendes familie samt faderen og hans familie, efter forældrene er blevet skilt.

- Det glæder jeg mig virkelig til, for jeg har altid brugt meget tid sammen med min familie. Den betyder alt for mig.

Men det gør Haderslev også, lyder det stålsat fra den socialdemokratiske byrådskandidat.

- Jeg har boet i både København og Århus under min uddannelse. Det er store byer med masser af muligheder. Men Haderslev er altså også noget helt særligt. Jeg synes bare ikke, at hverken politikere eller mange andre er gode nok til at tale byen og kommunen op.  Sætte fokus på de resultater, der er opnået, påpeger Julie Juhler, der blandt andet har planer om at påtage sig den opgave.

Julie beskåret

- Når jeg er kommet hjem fra mine uddannelsessteder, har jeg jo kunnet se, hvor meget der sker i byen. For eksempel en Haderslev Havn, der blomstrer, et imponerende Kosmorama og det udbyggede stadion, Sydbank Park.

Apropos Sydbank Park. Julie er opflasket med fodbold og SønderjyskE. I en tidlig alder blev begge tvillinger taget med til fodbold af deres far, og Julie er stadig fast inventar til alle de superligakampe, hun har mulighed for at se.

- Det er selvfølgelig spillet, der trækker. Men i lige så høj grad også det sammenhold, man kan opleve deroppe. Jeg elsker det folkelige fælleskab mellem mennesker, der samles fra nær og fjern og ofte ikke kender hinanden. Det er en helt unik oplevelse….

Julie Juhler har således meget at glæde sig til, når hun vender hjem. Naturligvis ikke mindst til en valgkamp, hun har forberedt sig grundigt til. Sundhed, uddannelse og det sociale område er de tre fokuspunkter, hun især brænder for.

- Der er ingen tvivl om, at socialpolitik er det, som tænder den største politiske ild i mig. Det er på dette område, at der hjælpes flest. Men det er også her, der tabes flest, mener Julie Juhler, der ser frem til at gå i detaljer med, hvordan hun ser en bedre fremtid for den by og kommune, hun har en stor forkærlighed for.

Det kan godt være – som hun selv siger – at hun har ”lidt problemer med bentøjet”. Men mundtøjet og det politiske engagement fejler ikke noget. Det kan vælgerne godt belave sig på.

 

 

 

Julie Juhler glæder sig over alt det, der er sket i Haderslev, mens hun har været under uddannelse. Men det kan sagtens blive bedre, synes hun.

 

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.