Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Michael kom positivt ud af sit rædsels-år

I løbet af en periode på et år skete skelsættende ting for Michael Mouritzen. Et år, der vendte op og ned på hans liv. Først blev han fyret fra sit job på LM Glasfiber i Hammelev. Så blev han hjerteopereret. Bagefter forlod konen ham og han blev skilt og derpå alenefar for parrets to piger på ni og ti år.
 
Året var 2009-2010. Godt en halv snes år senere ser 61-årige Michael Mouritzen i dag tilbage på det skelsættende år med en smule undren. For godt nok var det nogle måneder med dramatiske begivenheder i hans liv. Men derfra forandrede alt sig til det bedre. 

- Jeg synes, min tilværelse efter det år tog en meget positiv drejning, fastslår Michael Mouritzen – socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget, fordi han ”vil give de svageste i Haderslev Kommune en stemme”.

Fyringen dengang fra LM Glasfiber i vinteren 2009 førte til, at Michael Mouritzen sammen med andre afskedigede fra vindmøllefabrikken tog en uddannelse som SOSU-hjælper. Tidligere havde han tjent til føden som ufaglært i forskellige job. Nogle af den fysisk krævende slags.

Derfor overraskede det ham, at han som 50-årig med et slag blev erklæret hjertesyg med en defekt hjerteklap. For han havde aldrig tidligere haft problemer i den retning. Kun en kort periode, hvor han var træt, forpustet og nogle gange havde lidt ondt omkring brystet, inden han gik til sin læge.

_ Hjertelægerne mente, at det drejede sig om en medfødt fejl, der lige så stille havde udviklet sig til det værre.

Michael Mouritzen fik indopereret en kunstig hjerteklap og blev udskrevet fra sygehuset i Odense efter en uge. Lige siden har han haft det strålende, konstaterer han.

Også rollen som alenefar ser Michael Mouritzen tilbage på med stor glæde. Han var gift med pigernes mor i godt 13 år. Hun havde seks børn med sig ind i ægteskabet. Derfor talte familien Mouritzen i en periode otte børn.

- Det gik faktisk fantastisk godt, selvom det selvfølgelig var en mundfuld at blive ”far” til seks børn, da jeg var 38 år.

Michael Mouritzens to biologiske børn er godt i vej og er flyttet hjemmefra. Den ældste på 21 år læser til pædagog. Den yngste er 19 og er på vej til samme uddannelse som faderen – SOSU-hjælper. Men Michael Mouritzen har også fin kontakt med ”sine” seks andre børn.

Den socialdemokratiske kandidat har på anden måde oplevet rygvind i sit private liv. For et år siden fik han en kæreste – med hund – som han spøgefuldt tilføjer. Kæreste og hund bor for sig. Men især weekenderne tilbringer Michael Mouritzen oftest sammen med sin Inga og kanelsneglen, som han kalder kærestens gadekryds, Happy. Med sin pels ligner hunden det stykke morgenbrød, når den ligger sammenkrøllet på gulvet. Men altså en kanelsnegl uden glasur, griner Mouritzen.

Ellers har kandidaten nok at se til i sin fritid fra jobbet som SOSU-hjælper i hjemmeplejen.

I en hel del år har han bestredet tillidsposter i HAB’s bestyrelse, SuperBrugsen og i bestyrelserne for Socialdemokratiets Haderslev Kreds samt Haderslev Partiforening.

Michael Mouritzen 1

- Jeg har været politisk aktiv i rigtigt mange år. I større eller mindre grad. De seneste par år har jeg så spekuleret på, at jeg skulle prøve at blive valgt il kommunalbestyrelsen, så nu forsøger jeg, siger Michael Mouritzen, der især har to dagsordener. Som nævnt at tale de svageste sag – de handicappedes, de ældres og de hjemløses sag. Men også være stemme for lejerne:

_ Lejerne bliver generelt meget overset, synes jeg. I forhold til boligejerne. Især i visse dele af den private boligmasse bydes lejere urimeligt, dårlige vilkår til høje lejepriser.

  

 

Fokus 1

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.