Læserbrev Udviklingen i ældreplejen er bekymrende.

Flere ældre visiteres først til en plejehjemsplads, når de er så plejekrævende, at plejehjemmene i dag fungerer som små kommunale sygehuse. Det er hverken værdigt for borgerne eller bæredygtigt for personalet. Mange kommuner har haft fokus på, at de ældre skal blive længst muligt i eget hjem. Det lyder godt – tryghed og selvbestemmelse. Men i praksis bliver mange hjemme for længe. Når de endelig får en plads, er de så svækkede, at behovet for pleje og behandling er massivt. Ved den seneste budgetaftale blev der godt nok afsat midler til flere pladser, men det er stadig for lidt. Efterspørgslen stiger, personalet er presset, og plejehjemmene overtager opgaver, der tidligere hørte til på hospitalerne. Resultatet er, at for mange ældre bliver genindlagt, fordi plejehjemmene simpelthen ikke har de ressourcer, der skal til for at håndtere de komplekse sygdomsforløb. Jeg ser det hver dag. Beboere flytter ind med store behov for sygepleje og rehabilitering. Mange har flere diagnoser og kræver behandling, som sætter kvaliteten i plejen under pres. Det slider på medarbejderne – og går ud over omsorgen for de ældre. Der er brug for en ærlig debat om, hvornår vi som samfund tilbyder en plejehjemsplads. Skal målet være, at borgerne bliver hjemme “så længe som muligt” – eller “så længe det er godt”? Hvis vi vil bevare værdigheden i ældreplejen, skal vi turde investere i tidligere indsatser, flere pladser og bedre sammenhæng mellem sundhed og omsorg. Ellers bliver plejehjemmene ved med at ligne de sygehuse, de aldrig var tænkt som.

Sønnik Olesen