Farvel til valgplakater – goddag til et grønnere valg
Læserbrev
Skal fremtidens kommunevalg være plakatfri? Det spørgsmål bør vi tage alvorligt –
for det ligger lige til højrebenet at skrotte de traditionelle valgplakater og i stedet tænke grønnere, smartere og mere fællesskabsorienteret.
Valgplakater har i årtier været en fast del af valgkampen. De hænger i lygtepælene, blafrer i vinden og minder os om, at demokratiet kalder. Men de er også en stor belastning – både for miljøet, for bybilledet og for de mange frivillige, der skal sætte dem op og tage dem ned igen. Og lad os være ærlige: Hvor mange af os stemmer egentlig på baggrund af et billede i en lygtepæl?
Et grønnere alternativ – og det virker
På Samsø har man allerede taget skridtet. Her har kommunen udpeget tre centrale steder på øen, hvor valgplakater må hænges op. Det skaber overblik, reducerer affald og giver stadig borgerne mulighed for at blive visuelt mindet om valget. Det er en model, Haderslev Kommune med fordel kunne lade sig inspirere af.
Forestil dig i stedet et kæmpestort genanvendeligt banner, der hænger på centrale steder i kommunen – ved busterminalen, torvet eller indgangen til gågaden. Et banner, der år efter år kan minde os om at stemme til kommunal- og regionsvalget. Det er både bæredygtigt og økonomisk ansvarligt.
Fællesskab frem for facade
Men hvad med den direkte kontakt mellem vælgere og kandidater? Her er der faktisk en gylden mulighed for at styrke demokratiet. I stedet for at sprede sig ud over hele kommunen med individuelle plakater, kunne partierne samles fysisk
– for eksempel ved Gravene i Haderslev – hver weekend i de tre uger op til valget. Her kunne borgerne møde alle partier samlet, stille spørgsmål, få foldere og mærke stemningen.
Det ville minde om den samhørighed, vi oplever til Høtte-lørdag – når hele byen summer af liv, og vi står sammen om noget større. Jeg oplevede det selv til en gadeaktivitet i Aabenraa Kommune, hvor partierne stod side om side og talte med borgerne. Det var ægte nærvær og fællesskab. Hvorfor ikke gøre det til en fast del af valgkampen?
En ny måde at føre valgkamp på
Det handler ikke om at fjerne demokratiet fra gadebilledet – tværtimod. Det handler om at gentænke, hvordan vi er synlige, tilgængelige og ansvarlige som kandidater og borgere. En plakatfri valgkamp er ikke en tavs valgkamp. Det er en valgkamp, hvor vi mødes ansigt til ansigt, hvor vi skaber dialog og hvor vi står sammen – ikke bare om vores politiske holdninger, men også om vores fælles fremtid.
Så lad os tage snakken. Lad os stå sammen om et grønnere valg. Og lad os vise, at Haderslev kan gå forrest i en ny, bæredygtig måde at føre valgkamp på.
Sanne Nygaard Petersen
Glentevej 38, Vojens
25757365