Skip to main content

Nyheder

Flyt til Vojens

Debatindlæg: Mit hjem er i Vojens, jeg bor trygt og godt, og jeg råder alle til at flytte til Vojens, fortæller Marie Skødt,

der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Haderslev Kommune. Jeg er dybt uenig med Svend Brandt fra Enhedslisten, der advarer borgere mod at flytte til Vojens og dermed Haderslev kommune.

Marie Skødt udtaler, at ‘det er ikke usikkert at bo i Vojens. Ikke mere end det altid har været. Ikke mere end det er alle andre steder i Danmark eller Europa. Vojens er et godt og trygt sted at bo.’   

Marie Skødt anbefaler unge som ældre at kigge efter Vojens, Haderslev, Gram, Starup eller en af vores 29 stærke lokalsamfund i Haderslev Kommune, hvis man er på udkig efter et godt sted at bo.  

Hun ridser op, hvad der gør byen og kommunen til et godt sted at bo. 'Vojens har god infrastruktur med tog, bus, motorvej og et forgrenet og trygt stisystem for cyklister, gående og motionister. Vojens er en by med et rigt foreningsliv, hvor der sker mange ting i løbet af året. Det er et slaraffenland for alle, der ønsker en aktiv fritid med sport udendørs eller indendørs. Vi har ishockey, svømmehal, idrætshaller,  fodboldbaner, kunstgræs, paddle, beach baner til volley og håndbold. Ikke mindst Danmarks bedste disc golfbane, som ligger bynært ved sø og sko sammen med krolfbanerne, tennisbanerne, fodboldbanerne og hjertestien. Vi har musik- og kulturhus, aktivitetshus med værksteder og et sundhedshus med borgernær velfærd og ramme for flere foreninger. Vi har motorsport med speedway og gocard i verdensklasse. Vi har byfest og festival, der samler titusinder. Vi kan fortsætte listen inden for og uden for byskiltet. Der er et rigt udvalg af kultur og fritidstilbud, gågade med butikker og cafemiljø efter 20 minutters kørsel til Haderslev.  

Boliger er vigtige for bosætning, mener Marie Skødt. 'Huspriserne er fornuftige, og man får meget for pengene i Vojens. Faktisk er der mangel på boliger i Vojens, hvor huse og lejligheder bliver revet væk. Derfor skal vi have bygget flere gode boliger, ikke mindst til seniorer, så der kan flytte unge familier ind i parcelhusene og skabe nyt liv på de stille sideveje.'  

'Mange ting går godt, men der er også malurt i bægeret', beklager Marie Skødt. 'Det er det, som vi skal tage hånd om. Som socialdemokrater kæmper vi for bedre velfærd. Det skal være trygt at blive ældre, så man mødes med respekt og omsorg, når man får brug for hjemmepleje eller plejehjem. Vi skal skabe bedre rammer for skolen, så flere børn kan trives, lære og have en aktiv fritid med fællesskaber. Der mangler mødesteder for unge. Når vi sammenligner os med andre kommuner, kan vi se det sort på hvidt. Haderslev Kommune kan gøre det bedre. Som socialdemokrater kæmper vi for at gøre hele kommunen til et endnu bedre sted at bo og leve.'  

Venlig hilsen 
Marie Skødt
Kommunalbestyrelsesmedlem

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.