Skip to main content

Nyheder

Hadkommentarer hører ikke hjemme her

 

Helene Appel siger fra overfor personlige hadkommentarer, og jeg bakker hende op. Hun skal ikke finde sig i at blive svinet til på sociale medier. Det skal ingen. Helene er min politiske kollega, og jeg kender hende som et menneske, der taler ordentligt til andre.
Jeg har erfaret, at mennesker, der råber højest og grimmest, ofte selv har det svært. Men det ændrer ikke på, at vi som samfund skal lære hinanden, at man ikke får mere ret ved at svine andre mennesker til.
 
Vi skal sige klart fra over for de hadefulde kommentarer i de offentlige rum. De spreder sig som en ond virus og skaber en kultur, hvor flere begynder at opfatte det som normalt og acceptabelt at tale grimt til andre.
 
Konsekvensen er, at nogle trækker sig fra den offentlige debat og vælger tavsheden. Det er en farlig udvikling for vores demokrati. Vi risikerer at skabe et offentligt rum, hvor færre tør blande sig, og hvor mennesker lukker sig mere og mere om sig selv. Det gør det også sværere at finde mennesker, der har lyst til at gå ind i politik og tage ansvar. Eller at man overlader scenen til yderfløjene om at sætte retningen. 
 
Et stærkt demokrati er kendetegnet ved, at vi kan tale ordentligt sammen om svære ting – også med dem, vi er uenige med.
 
Vi skal hjælpe hinanden med at holde den gode tone. Og vi skal danne ring om dem, der bliver udsat for personlige angreb og hetz.
 
Venlig hilsen
Marie Skødt
2. viceborgmester, formand for Børne- og Familieudvalget

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.