Kampen for havnebad fortsætter!
Læs her Alex Bødikers debatindlæg omkring et Havnebad i Haderslev.
I udvalget for Vækst og Udvikling har vi beskæftiget os med et havnebad. Et ”kar,” der bliver lagt ned i havnen og tilført rent vand. Det har været en vigtig sag for mig - og heldigvis flere andre. Hvor vil det være skønt for Kommunens borgere - og selvfølgelig også for turister og andre gæster - at kunne dyppe sig i et havnebad for derefter at gå i sauna og brusebad. Og det vil man kunne året rundt, sommer og vinter.
Badet kunne ligge nede foran det Blå Foreningshus, hvor der er omklædningsrum, bruserum og sauna. Lad os benytte de faciliteter, der allerede er indrettet. Vi kan på den måde slå to fluer med et smæk.
Vi har ikke forestillet os et havnebad finansieret med kommunale midler. Jeg er overbevist om, at vi kan skaffe de fleste af midlerne via ekstern finansiering. Når vi i vores budgetudspil afsætter 4 millioner kroner i grundkapital til et havnebad, er det for at signalere en vilje til kommunal medfinansiering. Ud fra de forslag, vi har fået i udvalget, var vi enige om, at det bedste forslag - som overslagspris - vil koste ca. 27 millioner.
Selv om de borgerlige partier ikke valgte at afsætte midler til et havnebad, så fortsætter kampen for et havnebad i Haderslev.
Alex Bødiker
Aastrupvej 35
6100 Haderslev
Medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet
Medlem af udvalget for Vækst- og Udviklingsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget