Asocialdemokratiet logo120pix
Home 128fb 128

Derfor stiller jeg op

Jeg er overordnet meget engageret i at gøre en forskel for andre, at skabe rammer, som andre kan fylde ud med det de er gode til.

Det sker i mit arbejde, det sker i politik, det skete i min tid som frivillig i Hjerteforeningens Børneklub og det sker hvor jeg ellers har mulighed for det.

Jeg vil gerne være aktiv deltager i demokratiet, og arbejde for de værdier jeg tror på. Jeg vil arbejde sammen med andre om at give alle borgere mulighed for et indholdsrigt liv bygget på velfærd og lige muligheder.

Mine tre mærkesager

Børn og unges uddannelse: folkeskoler med fokus på elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Som politiker vil jeg arbejde for at kommunens skoler får mulighed for at understøtte alle elever, så de får udnyttet deres potentiale og dermed får de bedste muligheder for at vælge en ungdomsuddannelse som passer til deres evner, interesser og ambitioner.

Haderslev kommune – land og by: Haderslev kommune har det hele, og vi skal arbejde sammen om at bevare og udvikle hele kommunen. Jeg vil arbejde for at borgerne oplever at kommunen arbejder for alle, uanset om man bor på landet eller i byen. Vi skal sørge for at Haderslev bliver på landkortet, både hvad angår uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Grøn omstilling – til gavn for miljøet: Haderslev kommunes borgere, erhvervslivet og for vores gæster. Vi skal være på forkant med den teknologiske udvikling, turde satse på den grønne omstilling og gå nye veje når muligheden byder sig.

Det brænder jeg mest for

Ordentlighed og gennemsigtighed – Retfærdighed og ligeværd

FAKTA OM

Karin Anker, 57 år, født og opvokset på Lolland og i København. Bopæl:Krygersvej 28 i Bevtoft.
Familie: Bor sammen med Torben, tidligere folkeskolelærer og skoleleder. En datter, Josefine på 27 år, bachelor i jordbrugsøkonomi og bosiddende i København.
Uddannelse: Uddannet lærer. Har desuden en Diplomuddannelse i ledelse og en Master i offentlig ledelse.
Erhverv: Distriktsskoleleder på Tønder Distriktsskole
Lokalpolitik: Stiller op til Haderslev Byråd for anden gang. 2. suppleant i det nuværende byråd og har deltaget i en række byrådsmøder.
Fritidsinteresser: Holder meget af at læse, særligt biografier og gerne noget jeg ikke ved noget om allerede. Holder af at være i selskab med gode og spændende mennesker, holde mig politisk orienteret, lave mad, opsøge gode oplevelser i naturen. Storforbruger af kultur af enhver slags. Der er også en stor fornøjelse for mig at gå tur med Buster, vores cockerspaniel på tre år, langs med Gels å.

Derfor er jeg socialdemokrat

Jeg har aldrig selv manglet noget, men har altid været bevidst om at ikke alle havde de samme vilkår som mig. Det har altid været en selvfølge for mig at dele mit eget, med de der måtte mangle. På samme måde ser jeg velfærdssamfundet, som en garanti for at alle får det de har brug for. Desværre kan jeg også se, at det ikke altid sker.

Socialdemokratiet har altid været en del af mit liv - et parti hvor der er plads til at være forskellig samtidig med at man arbejder for fællesskabet, den lige ret for alle til at deltage, og ikke mindst for retfærdigheden.

 

 

 

rodrose hvidkant150

Fokus 5a

Spørgsmål & Svar
På denne chat kan du få svar på de spørgsmål du har ... her og nu.