Christel Schaldemose

Siden 2006 har jeg arbejdet i EU for at forbedre vores hverdag. Jeg kæmper for et grønnere, tryggere og mere retfærdigt Europa. Som næstformand i Europa-Parlamentet leder jeg indsatsen for at styrke digital sikkerhed og internationalt samarbejde. Jeg sikrer vores unges digitale tryghed ved at kræve ansvarlighed fra platforme som TikTok og Snapchat. Jeg arbejder også for en opdatering af EU's kemikalielovgivning til en giftfri hverdag og står fast ved Ukraines side i deres frihedskamp.
I spidsen for Europas digitale fremtid og internationalt samarbejde
Som næstformand i Europa-Parlamentet arbejder jeg for at styrke Europas digitale sikkerhed og globale samarbejde. Jeg leder arbejdet med digital omstilling, cybersikkerhed og informationssikkerhed og repræsenterer Europa-Parlamentet i internationale fora som G7 og G20 samt i samarbejder med de nordiske, baltiske og arktiske lande.
TikTok og Snapchat skal rydde op
Jeg har påtaget mig opgaven om at skabe et sikrere onlinemiljø for børn og unge. Det kræver, at platforme som TikTok og Snapchat påtager sig et større ansvar for at fjerne skadeligt indhold, så vores unge brugere kan trives online.
EU arbejder på at gøre nettet sikrere for børn og unge med en ny lov, Digital Fairness Act. Jeg mener, at vi skal have aldersgrænser for, hvem der kan bruge sociale medier, og forbyde design, der kan gøre børn skærm-afhængige. Det allervigtigste er, at sociale medier bliver langt bedre til at fjerne ulovligt og skadeligt indhold.
Vi skal have en giftfri hverdag EUs 15 år gamle kemilovgivning, REACH, skal opdateres. Mit mål er, at denne opdatering skal gavne forbrugerne og ikke kun lette regeloverholdelsen for industrien. Det er afgørende, at vi fjerner farlige stoffer som PFAS og hormonforstyrrende kemikalier helt – de skal ikke kun begrænses. Samtidig skal vi sørge for at stoppe Temu i at sælge produkter med farlig kemi til forbrugerne.
Ukraines frihedskamp er vores frihedskamp
Som medlem af Europa-Parlamentet og som socialdemokrat føler jeg en urokkelig forpligtelse til at sikre, at vores støtte til Ukraine ikke blot fortsætter, men intensiveres. Det er afgørende, at vi fortsætter med at sende både humanitær hjælp og militærstøtte og konsekvent fordømmer Ruslands brutale aggression. Fred og frihed er ikke blot ukrainske idealer; de er universelle værdier, der står ved kernen af vores europæiske samfund. Nu mere end nogensinde må vi stå sammen, for at forsvare og beskytte disse værdier.
Hjem | Christel SCHALDEMOSE | Medlemmer | Europa-Parlamentet