Mig først – eller 1. maj? 

Tak for ordet. Jeg vil tale om ansvar for hinanden, naturen og samfundet.

 Jeg vil tale om ‘mig først’ eller ‘første maj’. Mange tænker mig først. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi de lukker sig om sig selv for at beskytte sig. Det sker i en tid, hvor ufred i verden er bagtæppe, hvor tempoet er skruet op, kravene vokser, og overskuddet svinder – også overskud til at tage ansvar for mere end os selv. Her begynder problemet. For mig først sniger sig ikke kun ind i vores hverdag. Den logik sniger sig også ind i politik.  

Ansvar for natur og klima kræver ansvar og samarbejde   
Når beslutninger bliver svære og når konflikterne er synlige, så opstår fristelsen til at skubbe ansvaret fra sig. Det gælder ikke mindst når det handler om grøn energi med afstemninger, der sætter mig først. som vi så på sidste byrådsmøde, hvor det igen er én stemme, der tvinger beslutninger igennem, og skaber falsk tryghed fordi det er besluttet, at afstemninger er vejledende men uforpligtende. I stedet for at tage de nødvendige politiske valg om grøn energi fralægger man sig ansvaret og lægger ansvaret ud til borgerne, til naboerne. Det gør man ikke uden konsekvenser, for det skaber splid, utryghed og stiller mennesker over for hinanden. Nabo mod nabo. Land mod by. Os mod dem. 

Men ærlig talt. Det er ikke borgerne, der alene skal bære ansvaret for den grønne omstilling. Det er os politikere, der er valgt til det. Vi skal lære af dem, der lykkes. Og af Tønder, der er erkender at vejledende afstemninger ikke virker. I stedet for er nøgleordet tidlig inddragelse, samarbejde og medejerskab! I den grønne omstilling skal vi kunne regne med hinanden. Den lykkes ikke, hvis politikerne gemmer sig. Den lykkes kun, hvis vi tager ansvar. 

Krig eller solidariet  
For en måned siden var jeg Gdansk, den smukke havneby i Polen. Byen er værd at besøge. Og det samme gælder to museer.  I Verdenskrigsmuseet står ét budskab knivskarpt:  Krig begynder ikke med våben.  Den begynder med frygt, med polarisering og med, at mennesker vender sig væk fra hinanden. 

Men i samme by ligger Solidaritetsmuseet. Her fortælles historien om, hvordan almindelige mennesker i fællesskab og uden våben forandrede historien, så muren faldt. Solidaritetsbevægelsen viste, at ansvar ikke kan skubbes videre. Det skal tages. Det gælder også i dag. 1 maj minder os om at: Mennesket bliver menneske i fællesskab. Og fællesskab betyder fælles ansvar. Ansvar er vigtigt i alle beslutninger for at finde løsninger på dilemmaer som den grønne energi. 

Ulighed i sundhed er ikke den enkeltes problem  
Men også for ulighed i sundhed. Vi skal sikre respekt og ordentlighed for alle ældre, for sårbare. Paradokset er at samtidig med at mange lever længere og bedre, er der andre, som mistrives mere end nogensinde. Ikke mindst blandt unge. Flere føler sig stressede. Flere føler sig alene. Og alt for mange tør ikke fejle af frygt for at falde uden for fællesskabet eller i afmagt smider med skoletasker, skamler eller cykler. Det her er ikke bare et sundhedsproblem for den enkelte. Det er et samfundsproblem for os alle.  

Ensomhed handler ikke kun om at være alene. Det handler om manglen på forpligtende fællesskaber, hvor man har en plads, hvor man bidrager, viser respekt for voksne, er en god ven og hvor man bliver savnet, hvis man ikke er der. Et sted, hvor man er en iblandt og opfører sig, så der er plads til alle.  

Gode rammer for en aktiv fritid

Børn skal have en aktiv fritid med fællesskaber uden for skolen. Sport, musik, spejder, klub.  Børn skal have mulighed for at komme i juniormesterlære, hvor man lærer med hænderne. Alle har godt af undervisning, der er kropslig og praksis. Også 12-tals elever. 

Eller noget så jordnært – og så vigtigt – som mad og måltider kan gøre en forskel. Mad er en del af alles hverdag. Det er noget af det mest grundlæggende, vi deler som mennesker. Når vi laver mad sammen og spiser sammen, opstår der noget særligt: Samtaler. Samarbejde. Fællesskab. Derfor skal vi lære børn at lave mad. Mad, der er lækkert, sundt, følger kostrådene, så den gode smag smitter og hvor arbejdet og samarbejdet i køkkenet, sløjdlokalet, håndarbejde giver selvtillid og færdigheder, de kan tage med sig hele livet.  Skolerne fortjener ordentlige køkkener, men også værksteder og ikke mindst legepladser. For fællesskaber opstår ikke af sig selv. De kræver, at vi investerer i gode rammer til at udfolde sig kreativt, praktisk i hverdagen og i skolen. 

Frihed og fællesskab har aldrig været gratis

Mig først – eller 1. maj?

På en dag som 1. maj minder vi hinanden om, at et stærkt samfund ikke kun måles i vækst og velstand, men i fællesskab, tryghed og mulighed for at høre til. Og fællesskabet starter ofte omkring et bord. Eller måske på en cykeltur. Fællesskaber, hvor vi møder op, fordi vi har lovet det og fordi andre regner med os.  Sunde fællesskaber og arbejdsfællesskaber er nødvendige for trivsel og læring, mod og virkelyst. Vores velfærd bygger på sammenhængskraften. Men det kræver mod. Det kræver politisk ansvar. Og det kræver, at vi ikke gemmer os bag mig først eller ved at lade som om, ansvaret ligger et andet sted.  

1 maj handler netop om dét. Fællesskab, broderskab og solidaritet har aldrig været gratis. Det er noget, mennesker før os har kæmpet for. Og noget, vi skylder dem, der kommer efter os, at holde fast i. Alle her kender fællesskabets værdi. Spørgsmålet er:  Hvad gør vi hver for sig og sammen for at værne mod afmagt og bygge flere, nye og bedre fællesskaber i 2026? Ikke i teorien. Ikke på papir.  Ikke i gode intentioner. Men i konkrete handlinger, der gør en forskel, når nogen rækker ud. 

For hvis ikke vi på 1. maj insisterer på at solidaritet skal være relevant, så er der andre, der lader frygten ulme, splitter, peger fingre og gør forskelle til fjendebilleder. Udfordringen er, at det ikke kun er de andre. Vi kan ikke selv pege fingre uden selv at tage ansvar.  Har vi selv for travlt til at nå det vigtige? Vi har nok af gode grunde. ‘Jeg nåede det heller ikke i dag’. ‘Hvorfor er det altid mig, der skal?’ ‘Jeg kan ikke gøre det alene’. ‘Det er der nok andre, der gør det.’ Alle troede, nogen gjorde det. Ingen gjorde det. Så spørgsmålet står tilbage:  Mig først eller ansvar for hinanden, for naturen og for et samfund, der hænger sammen? Jeg kender mit svar. Vi skal stå op for den kamp, der er værd at kæmpe. Vi har gjort det før. Vi kan gøre det igen.  

Glædelig 1. maj. 🌹