Skip to main content

Nyheder

Sprogpolitik er en god diskussion værd

Finn Lykkeskovs medlemsinitiativ var det mest drøftede dagsordenspunkt på byrådsmødet.

Det var ikke sket, hvis sprogpolitik var ligegyldig. Medlemsinitiativet blev stemt ned og vi fik ikke ændret navnet officielt – men vi fik sat fokus på de ord, vi bruger. Og det er vigtigt.

Hvem er egentlig KB? Der er nok de færreste uden for byrådssalen, der har et klart billede af, hvad der gemmer sig bag den forkortelse. Alligevel er det et begreb, der langsomt sniger sig ind i vores sprog. Først i mails – og nu også i tale. KB er forkortelse for Kommunalbestyrelse. 

Vi slynger i det hele taget om os med forkortelser som ØU, BFU og VUU. Det er fristende, for i det lukkede rum ved vi jo godt, hvad vi taler om. Men for borgerne bliver det hurtigt uigennemskueligt.

Politik skal være vedkommende og i øjenhøjde. Det skal vores sprog også afspejle.

Som byråd er vi ikke over alle andre. Vi er valgt blandt og af borgerne. Derfor betyder det også noget, hvilke ord vi bruger om os selv og vores arbejde.

En bestyrelse er en ledelse, der står uden for og over andre. Det giver god mening i virksomheder og foreninger. Men det er en forkert måde at betragte demokratiet på.

Byrådet er noget andet.

I virkeligheden er hverken “kommunalbestyrelse” eller “byråd” perfekte begreber. Men byråd rammer alligevel bedre. Det afspejler, at vi er et fællesskab, der drøfter og træffer beslutninger sammen – fordi vi har fået en opgave af samfundet.

Og vigtigst af alt: Det er det ord, borgerne bruger.

“Kære byråd”, skriver de, når de henvender sig til os med noget, de har på hjerte. De skriver ikke “kære kommunalbestyrelse” – og slet ikke “kære KB”.

Ordene hænger sammen. Vi har et rådhus og en rådhussal – ikke et kommunalbestyrelseshus og en kommunalbestyrelsessal.
Derfor bakker jeg Finn op, når han foreslår, at vi bruger byrådet som vores fælles betegnelse. Ikke fordi det i sig selv løser store problemer – men fordi det gør vores arbejde mere tydeligt og tilgængeligt.

Det er mere ærligt at bruge klare begreber, som alle forstår, end at gemme sig bag interne forkortelser. Det skaber større gennemsigtighed, når vi bruger de samme ord – og gør det lettere for borgerne at følge med. Sprog udvikler sig. Men nogle gange skal vi holde fast i det, der allerede virker.

Venlig hilsen 
Marie Skødt
2. viceborgmester, formand for Børne- og Familieudvalget

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.