Skip to main content

Den handicappede skal altid i centrum

Mennesker med handicap er mennesker med ressourcer. Ligesom alle andre borgere. Derfor vil vi sørge for, at mennesker med handicap får mulighed for at deltage aktivt i alle samfundslivets arenaer. I så høj grad som muligt.

Vi ønsker også, at borgere med handicap og deres pårørende i Haderslev Kommune føler sig trygge i mødet med kommunen. De skal have den rigtige hjælp fra første færd.

Det er vigtigt have blik for det enkelte menneske. I mødet med kommunen skal den handicappede derfor være i centrum. Og mødes med lydhørhed, tillid og respekt i et samarbejde, der har til formål at skabe fælles mål og høj grad af medbestemmelse, når det gælder den handicappedes eget liv.

Vigtigt for samarbejdet er, at kommunikationen foregår i et sprog, som borgeren forstår. Både skriftligt og mundtligt.

Vi ønsker også i højere grad at inddrage mennesker med handicap og deres pårørende i udviklingen af nye løsninger og forslag til kommunens handicappolitik. Derfor skal vi gøre det nemmere for borgerne selv at medvirke i den udvikling.