En folkeskole med kvalitet og frihed til at handle
Vores mål er, at alle børn skal blive så dygtige som muligt, trives og dannes, så de kan blive i stand til at gribe livets muligheder uanset deres baggrund eller opvækst.
I tæt samarbejde med forældrene skal vores skoler udvikle det enkelte barns livsmuligheder, understøtte dets livsglæde og nysgerrighed på verden omkring os og forberede barnet til videre uddannelse.
Vi vil styrke kvaliteten i både almen- og specialtilbud, så alle børn og unge sikres et tilbud, der imødekommer netop deres behov. Vi ønsker et stærkt SFO, der kan styrke børnenes sociale relationer.
Vi vil sikre en fagligt, socialt og økonomisk bæredygtig skolestruktur, med lokalt forankrede skoler. Vi vil i samarbejde med lokalmiljøet – som fx det i Fjelstrup – og i god dialog mellem børn, forældre, ledelse og personale understøtte udviklingen af børnecentre.
Vi vil give skolerne en større frihed – fordi vi har tillid til, at vores medarbejdere og ledere kan løfte opgaven.
Vi vil skabe en varieret og spændende skoledag, med undervisningsformer og et læringsfællesskab, der kan rumme og udfordre elever på alle niveauer.
Vi vil sikre stærke ledelseskvalifikationer og for at understøtte lærernes kompetencer i forhold til klasserumsledelse, relationsdannelse og samarbejde med andre fagprofessionelle.
Folkeskolen skal være det oplagte førstevalg. Vi anerkender, at der er familier, som ønsker, at deres børn har deres skolegang i en af de frie grundskoler. Ikke nødvendigvis fordi de fravælger folkeskolen, men fordi de af personlige årsager, tilvælger et tilbud i den frie grundskole – vi ønsker et godt samspil mellem de to skoleformer.